God bog om ledelse og strategi

Kategori: Artikler, Generel ledelse, Strategi

dreams&details af Jim Hageman Snabe og Mikael Trolle (Gyldendal Business 2017)

Snabe har været topchef i tyske SAP (ERP-systemer) og er nu bestyrelsesformand i A.P. Møller-Mærsk. Trolle er sportsdirektør og cheftræner for herrelandsholdet i Volleyball Danmark. Det er således to erfarne praktikere indenfor ledelse, der er gået sammen om at skrive denne bog.

Udgangspunktet er, at vi lever i en tid, hvor der er behov for at genopfinde selve ledelsesbegrebet. Der er brug for inspiration til at gribe drømmen og detaljerne, og det er det, bogen skal give læseren.

Der er mange gode pointer i bogen, lad mig give nogle eksempler:

  • Resultatmål begrænser

Den digitale udvikling har gjort verden mere transparent, hvilket betyder, at medarbejderne ofte har en bedre og mere detaljeret viden om, hvor udviklingen bevæger sig hen end ledelsen. Medarbejderne vil ofte være de første, der mærker, at der sker ændringer på markedet, men de belønnes ikke for dette, men er fastholdt i de gamle spilleregler, som resultatmålene er udtryk for. Resultatet er ifølge Snabe og Trolle, at meningsløsheden breder sig, og engagementet falder.

  • Sæsonskifte

Virksomhederne skal skifte sæson, inden det er for sent. Amazon begyndte som en onlineboghandel, skiftede til onlinesupermarked, videre til digital platform, cloudcomputing med film- og musikstreaming. Seneste skud på stammen er ’Amazon Echo’, der er en digital husbestyrer og personlig assistent. Kunsten er ifølge Snabe og Trolle at spotte, hvornår tiden er inde til sæsonskifte. Et af tegnene er medarbejdernes dalende motivation. De medarbejdere, der er tæt på kunderne oplever, når virksomheden ikke opfylder kundernes behov. Det giver utilfredshed og dalende motivation hos medarbejderne, resultatet er, at ydre motivationsfaktorer som belønning og bonus bliver mere dominerende.

  • Drømmen

Da præsident John F. Kennedy i 1961 bekendtgjorde, at USA inden årtiet var omme, ville sende en mand til månen, vidste han godt, at der var mange praktiske problemer, forbundet med at nå dette mål. Præsidenten gjorde det, som Snabe og Trolle advokerer for i bogen dreams&details: Ledelsen skal skabe en drøm, der peger ind i fremtiden. Den skal skabe forudsætningerne for store præstationer på de afgørende detaljer.

  • Paramount møder

Et eksempel på metoden i dreams&details er de Paramount-møder, som DR TV-Drama afholder, fx som introduktion på serien ’Forbrydelsen’. Paramount-mødet skulle sikre, at alle var bevidste om deres egen rolle, og at alle samtidig fik forståelsen af, hvad de andre på holdet så, som deres største udfordring. Alle blev bedt om at svare på, hvad de så som de største udfordringer ved projektet. Alt dette er beskrevet i bogens kapitel 4, og den erfarne projektleder vil sikkert tænke: Jamen, det er jo projektets kick-off møde, vi taler om her. Ja, men alligevel med nye tanker og ny inspiration, hvor alle i projektet kommer til orde: dreams&details.

For den leder, der står foran en strategiproces, er bogen yderst inspirerende og for den leder, der personligt føler hyn er ved at gå i stå, bukke under for overmagten, give op – er bogen måske den pille, der skal til for at få ny energi. Det hele – bortset fra Kennedys måneprojekt – er meget praktisk og nede på jorden. Det kræver ikke overmenneskelige egenskaber at følge rådene i dreams&details, men – og det gør de to forfattere intet forsøg på at skjule – mod. Mod til at erkende fakta (selvom de går imod det, du troede), mod til at stole på din intuition, mod til at vise tillid til andre og mod til at eksperimentere, begå fejl og være ærlig.

Bjarne Kousholt, Researchfirm, 31-08-2018